Mysteriet i sortemosen

Ja, vi begynder, der hvor det altid begynder, på Hotel Petite i København. Hotel Petite er et lille boutiquehotel, som Cilla og Aggers forældre driver. De har vundet i lotto og beslutter sig for at forfølge en drøm og køber et gammelt Sømandshjem, som de har forvandlet til et hotel i en lille vind og skæv bygning, mast indimellem to store bygninger.

Jeg tror, der er mange forældre, der går og drømmer om at drive et lille bed and breakfast i Sydfrankrig, men de har måske ikke tænkt sig så meget om. Det er en romantisk drøm, men det viser sig at være benhårdt arbejde. Cilla og Aggers mor er marmeladedronningen over dem alle. Hun er dygtig til det, men nogle gange går det også lidt galt, andre gange går det lige, som det skal. Agger har fundet på, at hun skal tilbyde kurser, hvor folk kommer og bor på hotellet og lærer at lave marmelade. Det går over stok og sten, og der er alt for mange tilmeldinger. Der dufter af bær og lavendel på hele hotellet, og køkkenet ligner noget, der ender i kaos – alt peger i retning af, at de igen må aflyse en ferie, fordi forældrene høvler rundt og forsøger at få enderne til at mødes.

Børnene er blevet sendt op og pakke til den planlagte Lalandia-tur, men de tror ikke rigtig på det og ’bank, bank’, så står kokken Thorsten ude på trappen med en kæmpestor pakke fra børnenes morfar, Chef Formidable. Han vil hjælpe dem med at udforske et område, som indtil for ganske nyligt har været indhegnet af den lokale godsejer i skoven ved Ingersminde, hvor børnenes mormor bor. I første bind De Berygtede – Mysteriet om den blå dame finder vi ud af, at området faktisk tilhører mormors gård. Så nu er det store, store hegn pillet ned, og de har de mulighed for at komme ud og udforske Sortemosen og det lille forladte hus, der ligger der. Så denne gang er det faktisk børnene, der mærker, at Skovbjerg trækker, og de aflyser ferien – til glæde og lettelse for deres mor, der er lidt lykkelig over at slippe for en weekend i Lalandia.

Ja, der er noget med at være modig og klare udfordringer, som man egentlig ikke tror, man kan klare.

Da de kommer hjem til mormor og deres fætter og kusine, Cuba og Havana, skal de ud i Sortemosen og overnatte. Det er i sig selv er en bedrift.

Jeg kan huske engang, jeg var barn, og min veninde Gitte og jeg slog mit lille, gule telt op ude i haven, fem meter fra terrassedøren til mine forældres hus. Planen var, at vi skulle sove der med vores soveposer og lommelygter. Alt var godt, og jeg skal ikke kunne sige, hvor længe lommelygterne havde været slukket, før vi hørte en stemme udenfor: ”Nu tager vi dem, nu tager vi dem.” Der gik mindre end tre sekunder, før vi stod inde i stuen og rystede. Vi var, og er den dag i dag, fuldstændig sikre på, hvad vi hørte. Jeg aner ikke, om det var min far, eller om det var noget, vi bildte os ind. Vi var lidt skuffede over os selv, for vi var jo sådan nogle, der spionerede, men vi var nok kommet til at køre hinanden lidt op.

Jeg tror, at de fleste kan genkende oplevelsen af at føle sig modig og klar til at sove ude i mørket, men når mørket så falder på, skyggerne bliver lange og månen står ned i et spejlsort sortemosevand, så er man måske knap så modig. Overvinder man så frygten, findes der ikke noget bedre, end den der følelse af ’hey, jeg gjorde det!’

MEN De Berygtede er modige. De sidder derude ved mosen og laver bål og steger pølser, mens det bliver mørkere og mørkere, indtil de trækker ind i huset, fordi nu er det ikke så sjovt. Der lyder et mærkelig plask i den store mose, og da de så slukker lyset og tænker, nu er de i sikkerhed, så ser de en lyskegle slingre forbi udenfor. Der skal der altså noget mod til for ikke bare at stikke halen mellem benene. Men det gør de ikke, de bliver der faktisk, og det elsker jeg dem for.

Det handler om at finde et sted, hvor man er modig – i hvert fald i ens fantasi. Jeg synes, det er så vigtigt, at der er et rum inde i en selv, hvor man gerne må være både bange og modig. Det er jo børnenes egen fantasi, der skal sætte dem i gang og give dem lyst til at være en af De Berygtede.

Både og vil jeg sige. Jeg var også et forsigtigt barn, men jeg var nysgerrig. Jeg var modig på den måde, at jeg lå på et tag og spionerede og løb efter biler, hvis vi syntes, de var mistænkelige eller for at se, hvad der skete. Min veninde Gitte og jeg var sådan nogle, der udforskede skoven, der færdes vi frit på både hest og cykel, og vi kunne få timer til at gå med at ride rundt og finde nye områder og digte historier. Den der nysgerrighed er god.

Mormor lader dem udforske og opleve, men hun er der som et sikkerhedsnet. Hun giver dem lov til at lave bål og sove ude i Sortemosen, og der er ingen mobiltelefoner, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan vildt godt lide, at hun giver dem noget plads, og vi ved også, at børn vokser og bliver robuste af at blive sluppet fri. Den form for frihed har ændret sig, siden dengang jeg var barn.

Jeg løfter ingen pegefingre, for jeg kender selv følelsen af at være nervøs for Adam, men jeg tror, at det er udviklende at få frihed til at opleve på egen hånd. Gå ud i skoven se dyrene, vide, at der er en kæmpestor kronhjort, der er skovens konge. Men at sejle ud på Sortemosen uden opsyn en nat, det ville jeg ikke have været glad for, at Adam havde gjort …  

Ja, da de kommer hjem til mormor, fortæller hun, at der for 20 år siden skete et bankkup i byen, og at man dengang havde en mistanke om, at røverne havde skjult byttet i Sortemosen, og det bliver så afsættet til at finde ud af, hvad det var med den gamle historie. Og der er børnene jo drevet af nysgerrighed, en god sund, fornuftig nysgerrighed, som gør, at de må finde ud af, hvad der skete.

Da jeg var barn, var der banker i Hvalsø hovedgade, og man havde jo faktisk et forhold til dem, fordi man kom der og satte penge ind og hævede penge med sin lille bankbog. Dengang skete det, at banker blev røvet sådan rigtigt, og så tænkte jeg, det kan jeg bruge i De Berygtede.

Ja, vi boede 5 km udenfor Hvalsø, i noget der hedder Lerbjerg ved en skov, fuldstændig ligesom Skovbjerg. Allerede da Cilla og Agger bliver hentet på stationen af mormor, udspiller der sig et lille drama, fordi mormor har sine egne regler, og dem har hun arvet fra min mor. Der var sådan nogle lidt hjemmestrikkede regler i mit barndomshjem. For eksempel købte jeg en knallert, da jeg var 15 år, altså lidt ældre end børnene i De Berygtede, og min mor lavede en regel om, at hvis vi kørte to på en knallert, skulle vi begge to have styrthjelm på. Det gjorde hun, fordi hun vidste, at hun ikke kunne styre det, og så var det bedre, at få os til at tage styrthjelm på, end at sige vi ikke måtte. Det var jo smart nok. I De Berygtede må mormor ikke have passagerer med i traktoren, men hvis hun så alligevel har børnene med i traktoren, så kører hun i hvert fald igennem skoven. Skoven tilhører godsejeren og al uvedkommende færdsel er strengt forbudt … men det tager mormor ikke så tungt. Hun siger, at hvis de bliver stoppet, smiler de pænt og siger, at de har et ærinde hos Lille Ole Madsen. Og så længe man bare passer på skovens dyr, går det nok.

Han er en vidunderlig karakter, og han er inspireret lidt af min søn, Adam. Jeg har fået lov, men vi har modereret ham lidt i illustrationerne. Han er sådan en, der bor lige i begyndelsen af Skovbjerg sammen med sin hund Bæstet, som går rundt i en stor indhegning bag huset. Bæstet, der er en blanding af en stor Newfoundlænder og en irsk ulvehund, er blevet en legende, fordi hun engang nedfældede en krybskytte, der var ude efter skovens konge, kronhjorten Hercules. Hun er et monster, når der er brug for det, men i virkeligheden er hun den sødeste legesyge, kælepot. Når hun er vred, er det ikke lige ordet, man vil bruge om hende. Når børnene skal besøge Lille Ole Madsen, må de forbi Bæstet, og apropos at være modig, så er det lige netop noget med at overvinde sin frygt og gøre noget, man faktisk ikke tør. Også fordi man er drevet af nysgerrighed, som pludselig bliver vigtigere end frygten, der gnaver. At hun så springer indhegningen, det behøver vi ikke tale så meget om – bortset fra, at de jo så finder ud af, at hun er smaddersød.

De var altid med på den værste. Hvis det var kedeligt, tog vi S-toget til f.eks. Hillerød og legede en leg, der hed ’Og pludselig møder du Niti’. Det var mig, der var Niti. Den gik ud på, at vi talte volapyk hele vejen. Normalt var jeg genert, men jeg turde alt, når jeg var Niti. Min mor synes overhovedet ikke, det var pinligt. Hvis jeg skulle have siddet i metroen herfra og til lufthavnen og talt volapyk med Adam, ville jeg have syntes, det var voldsomt pinligt. Den slags var de ligeglade med.

Vi legede i det hele taget meget, og hvis jeg fik en ide, var de bare: ’Ja, det kan vi godt’. Vi havde sådan en lille sø, hvor man kunne stå på skøjter om vinteren, og på en eller anden måde fik min far anskaffet en af de gamle baljer inde fra Tivoli, som vi kunne sejle rundt i. Det var typisk ham. Jeg var heldig, at jeg havde nogle forældre, der var med på den.

Selvfølgelig, det hele findes i mit hoved. Jeg skriver om der mit liv var, men jeg laver om og rykker rundt. Noget fantasi må der til, men for mig er det en kæmpe hjælp, at det er noget, jeg kender til. Jeg skal kunne se det for mig, når jeg skriver. Det gør, at jeg meget bedre husker stemninger, som for eksempel følelsen af at cykle hjem gennem skoven, når det var mørkt, og man blev bange og bare skulle hjem i en fart, inden mørket lukkede sig. Med De Berygtede kommer det så let til mig, fordi stemningen er inde i mig. Den bor der jo. Det tror jeg er meget genkendeligt. Vi har alle et sted, der hører vores barndom til.

Jeg har det så sjovt, når jeg skriver. Jeg elsker børnene, jeg synes, de er pissesøde, sjove og modige.

Der er nogle dynamikker imellem dem i gruppen, som kan ændre sig lidt, og som selvfølgelig også handler om, at de er søskende og fætre og kusiner, men de udvikler sig ikke i alder og bliver mere ungdomsagtige. Hele ideen er at fastlåse en tid og et univers, og jeg tænker ret meget over, hvordan jeg skal balancere og gøre det troværdigt.

Jeg kan rigtig godt lide tanken om, at hvis der står en De Berygtede i et sommerhus, så kan man læse den uden nødvendigvis at kende hele serien og forhistorierne.